Mit eventyr i Divaer i junglen

Det er med blandet følelser jeg forlader Divaer i junglen. Fra den dag jeg blev tilbudt at medvirke i dette fantastiske program, var jeg ikke et sekund i tvivl om at jeg skulle med. Jeg er en ægte Diva og jeg vidste ikke ret meget om at leve i naturen. Jeg gjorde det også fordi at jeg vidste at jeg ville lære noget af det og at det ville blive en af de lærerige og betydningsfulde oplevelser i mit liv. Jeg havde faktisk ikke regnet med at klare 22 dage i en jungle og 90 % af tiden i LORTELEJREN, hvilket virkelig var junglen og hvad ville sige at leve ”The wild life”. Da jeg drog til Equadors jungle, havde jeg ærligtalt kun forventet, at være der i en uges tid, og så ville jeg nok tænke ”Hjælp, jeg vil hjem, dette er ikke mig – jeg skal i skole!”. Jeg drog nemlig til junglen i midten af mit 3. Semester på universitetet og jeg var utrolig bange for at jeg ville fortryde det. Det er bestemt noget jeg aldrig har fortrudt at jeg gjorde. Mange tror at man bor på hotel når optagelserne er slut og at vi slet ikke bor sådan ude i junglen – men jeg kan så fortælle jer at det gør vi, blandt aber, frøer og andet kryb og kravl. Det i ser er 100 % autentisk + mere til. Hvad har jeg oplevet og hvad har jeg lært?Jeg blev bidt af en edderkop dernede, så 2 tarenteller (fugleedderkop), spiste fåretarm, lærte at tænde bål, så to aber, beviste at jeg kunne sove i en hængekøje i det fri, at vælge mine kampe med omhu, sætte mine egne grænser og rapelle 25 meter ned fra en klippe. Ingen penge eller materielle goder kan gøres op i, hvad denne oplevelse har givet mig. Det er en oplevelse for livet. Jeg er stolt af mig selv og min indsats og håber at I har nydt at følge med. Jeg er utrolig glad for den positive opbakning og respons.

Jeg har haft så mange fantastiske oplevelser. Jeg lavede utrolig mange sjove parodier og sjove ”hjemmevideoer” med vores confessioncamera i vores lortelejr, det har vi virkelig grædt af grin over, Jeanette, Patrick og jeg. Det var en rigtig god og sjov oplevelse at spise de klamme indvolde, det var selvfølgelig ulækkert, men jeg var den eneste på mit hold som spiste det og ikke brækkede mig! At skulle spise noget klamt, var faktisk min største frygt overhovedet! Bagefter havde min gruppe og jeg det SÅ sjovt over os selv. Patrick lignede et afrikansk barn, der ikke havde fået mad i et år da han åd fåreblod, Jeanette gylpede og Pernille løb væk og holdte sig for ørene, som en lille pige på 8 år, som havde hun overværet et skænderi med sin mor og far. Det var også fantastisk at rapelle 25 meter ned, det var virkelig grænseoverskridende, jeg virker ikke så bange inden, for jeg havde bildt mig selv ind at jeg ikke var bange, det samme skulle jeg have gjort med hensyn til min klaustrofobi, for da jeg bildte mig selv ind at det ikke var slemt at skulle rapelle så langt ned, så var det ikke så slemt, men en sjov og smuk oplevelse.

Alt i alt har turen lært mig SÅ meget, jeg har lært at man kan sove hvor man vil og at naturen ikke er farlig, så længe man ved hvordan man begår sig i den. Det er den bedste oplevelse i mit liv og jeg ville gøre det igen! Jeg elsker også at jeg har kunne vise mig fra min egen side og bare kunne være mig selv og vise andre sider end den man kun ser i ”For lækker til love”. Man har både set mit humoristiske, følsomme, vrede og min fighterside. Jeg syntes alle piger der er tilbage og har været der fra dag et er værdige vindere på hver sin måde. Kiss, hugs & love Julie

GO PINK BLONDIES!